Kære søde læsere,

Så kan jeg vist ikke trække min tænkepause ret meget længere.

Jeg har brugt den sidste måned på konstant at tage små stikprøver og mærke efter: Hvordan føles det ikke at blogge?

I starten kunne jeg ikke mærke en forskel, for jeg havde så lynende travlt med alt mulig andet, men efterhånden blev jeg opmærksom på, at nogle af de ting, jeg i mange år har gået og tænkt på og drømt om pludselig begyndte at gå fra at være netop drømme, til noget jeg så småt gik i gang med at realisere, og det er simpelthen fordi, jeg har fået mere tid.

Og da det gik op for mig, begyndte jeg så småt at reflektere over hvad det er der har gjort, at jeg har taget en tænkepause netop nu efter så mange år med den her dejlige blog.

Jeg tror at hovedsvaret er, at jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg er ikke længere studerende med en nogenlunde fleksibel hverdag, jeg er ude på arbejdsmarkedet, og det er dét jeg koncentrerer mig om lige nu. Og det hænger ikke så godt sammen med den beslutning jeg har taget om ikke at blande mit privatliv og mit arbejdsliv sammen på bloggen. Jeg elsker mit arbejde, og jeg bruger langt det meste af min tid på det, og så er det svært at opretholde en blog, hvor man hver dag skal opfinde et indlæg ud fra de resterende 20% af ens liv, og det bliver desuden en meget lidt sand afspejling af mig.

Men udover, at jeg gerne vil have min tid tilbage, og at jeg gerne vil have mit arbejde i fred, så har jeg også bare et behov for at være mig selv ‘in real time’. Job og tid til side, så er det dét, der er humlen af det hele. Jeg har ikke længere lyst til at putte en masse af mig selv på nettet, jeg har ikke lyst til at skulle forholde mig til en eller anden online version af mig selv, for det er en redigeret version af mig. Jeg vil gerne bare være Line lige her og lige nu uden at skulle tænke over ‘hvad skal Line sige/synes/skrive om/have på i morgen’.

Når alt det er sagt, så har jeg blogget i rigtig mange år, og det har været helt fantastisk alle årene. Og selvom det føles helt rigtigt at sige farvel til bloggen nu, så er de også svært. For det er svært at bryde forbindelsen til det føllesskab, som det har givet mig, og så er det selvfølgelig uendeligt svært at sige farvel til jer, kære læsere.

I har fulgt mig gennem tykt og tyndt. Da jeg levede singlelivet i København, da jeg tog på udveksling i London og fandt en kæreste, da jeg var hjemme i Danmark igen og besluttede at flytte til London, da jeg kom ind på min master derovre, da stresen var lige ved at få has med mig, da jeg fik job på Aftenshowet, da kærligheden gik i vasken og i alle mulige og umulige andre sammehænge. Aldrig i de mange år jeg har haft bloggen, har jeg fået en led, ubehagelig eller formandende kommentar. Der har altid været en fantastisk tone, og I har bidraget med så mange historier fra jeres eget liv. Det har virkelig (og det mener jeg) føltes som om, der var et oprigtigt fællesskab herinde, og det skal I have stor ros for og stor tak for.

Jeg lader bloggen stå lidt endnu, men i det nye år pakker jeg den sammen og lukker den ned, så hvis der er nogle opskrifter, guides til byer eller andet I gerne vil gemme, så gør det lige inden nytår.

Nu ved jeg faktisk ikke hvad jeg mere skal skrive udover tak, så det vil jeg slutte af med.

Tak!

Følgende statement er formentlig den største kliché i blogverdenen, men nu skriver jeg det alligevel: “Det har virkelig taget mig lang tid, at skrive det her indlæg”.

There, I said it! Og så kan I nok godt regne ud, hvad der kommer nu.

Jeg har brug for en tænkepause fra bloggen. De sidste par måneder er luften lige så stille gået ud af ballonen herinde, fordi jeg ikke har tid og motivation til at poste noget hver dag. Og i stedet for at acceptere, at jeg ikke kan være aktiv hele tiden, så slår jeg mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke får skrevet indlæg. Det er ærlig talt et enormt spild af energi, og blandt andet derfor har jeg brug for en tænkepause og lige så styr på min prioritering.

Forstå mig ret: Jeg elsker at skrive herinde og jeg holder så meget af den gode ping-pong vi har, jeres skøre bemærkninger, når I bidrager med anekdoter og når vi sammen går gennem ét eller andet pinligt. Det er noget af det bedste jeg ved.

Og jeg kan mærke, at de indlæg, som fungerer bedst herinde, er de indlæg, hvor jeg tør at give lidt af mig selv, hvor jeg skriver noget humoristisk, griner lidt af mine egne fadæser eller har nogle betragtninger omkring den af og til halvtåbelige verden, vi lever i. Når jeg sætter mig ned og skriver de indlæg, så lever bloggen virkelig. Men de indlæg tager tid. Det tager tid at få idéen, det kræver tid at skrive indlægget og det kræver mod og energi at stå på mål for dem, og jeg synes ikke, at jeg kan finde nogen af delene lige nu.

Så nu går jeg jeg en måneds tænkepause. Og bare lige for at være helt klar i spyttet: It’s not you, it’s me.

Måske skal jeg omprioritere og finde tiden, måske skal jeg bare lave et dogme der hedder, at jeg ikke behøver at skrive hver dag, måske skal jeg lukke bloggen og starte en ny, ligesom Kia, eller måske skal jeg bare pakke sammen. punktum. Det prøver jeg lige at finde ud af henover den næste måned, men jeg er selvfølgelig at finde i kommentarfeltet i hele perioden.